indianere (Religion)

Indianere (Religion), De indianske kulturer indeholder en religiøs mangfoldighed, som er vanskelig at sammenfatte. I det følgende samles elementer af de indianske religioner til et komparativt overblik, hvor vægten lægges på religiøse forestillinger, sociale institutioner og religiøs praksis.

I mange kulturer, især i de gamle mellem- og sydamerikanske kulturer, finder man højguden. I det klassiske sydamerikanske højland var højguden Viracocha, Solens og Månens skaber, hvorimod den nordamerikanske Wakan Tanka ('Den Meget Hellige'), populært kendt som Den Store Ånd, er en kollektiv samling af skaberguder, som manifesterer den universelle kraft. Dyrenes hersker eller herskerinde er endnu mere udbredt end højguden som den, der både personificerer og beskytter de enkelte dyrearter som bison, rådyr, katte, fisk osv. De indianske kosmologier var og er befolket med guder og gudinder for de store naturfænomener som Solen, Månen, regnen, majsen og andre planter, vulkaner og jordskælv. En sidste nævneværdig skikkelse, som man finder overalt i Amerika fra nord til syd, er den store vandorm. Den ligger i vandene og forårsager oversvømmelser og jordskælv. Den har form som en kæmpe slange iklædt fjerdragt, og den bærer et horn i panden. Den er også i stand til at flyve, og i Mellem- og Sydamerika holder den Himlen og Jorden fra hinanden. Den bedst kendte er aztekernes Quetzalcoatl, som også var den hvide gud, hvis ventede apokalyptiske tilbagekomst faldt sammen med Hernán Cortés' invasion af Mexico.

Den mest udbredte sociale institution er shamanisme. Shamanen (åndemaneren) påkalder sine skytsånder, som hjælper ham eller hende med at rejse gennem de kosmiske lag for at spørge guderne om årsagerne til uvejr, misfangst, hungersnød og sygdom. Shamanen tager også på rejse for at finde den syges tabte sjæl. Shamanen fungerer som helbreder og bekæmper samfundsfjendtlige guder, ånder og mennesker (fx hekse og troldmænd). Nogle steder samler shamanerne sig i hemmelige broderskaber. De fleste kulturer syd for det subarktiske område har en arbejdsfordeling mellem præster, shamaner og medicinmænd/kvinder. Desuden spiller religiøse broderskaber og søsterskaber en stor rolle i en del kulturer, især i pueblokulturerne og de klassiske kulturer mod syd.

Den mest udbredte kultpraksis er bøn eller meditation med piberygning. Piben symboliserer kosmos, og røgen menneskets bøn til guderne. Der findes i de fleste religioner længerevarende dramatiske og farverige ceremonier, som udføres af præster, konger eller klanoverhoveder til fejring af førstegrøde og nytår eller til sikring af dyrenes og menneskenes trivsel. Gennem maskedans, sang, trommeslag, offergaver, ofre af mennesker eller dyr, brug af sandmalerier osv. genopføres urtidshandlingen i et forsøg på at bringe guderne hid og genskabe kosmisk harmoni.

Den mest udbredte forestilling i Nordamerika var og er tricksterguden. Han har mange former fra område til område: ravn, hare, prærieulv og edderkop. Tricksteren forsøger med barsk list at fravriste såvel guder som mennesker deres hemmeligheder eller at straffe dem for deres selvhøjtidelighed. Det er især hans ustyrlige nysgerrighed over for gudernes hemmeligheder, som gør ham til menneskenes kulturheros. En anden udbredt forestilling er de krigeriske tvillingeguder, som hjælper menneskene i kampen mod dæmoner, kannibaler og andre fjender. Blandt nordvestkystindianerne i Nordamerika besætter kannibalånden mennesker, som i ekstase bider deltagerne ved åndens højtid.

I forbindelse med religiøse ceremonier anvender man svedehytten dels til renselse, dels til kommunion med guderne. Visionssøgning er central i mange kulturer, hvorved drenge i puberteten og nogle steder også piger i nogle dage lever afsondret og afholdende i vildnisset for at erhverve sig en beskyttende ånd. Denne skytsånd skal sikre helse og lykke gennem livet.

Kontakten med europæerne har medført store forandringer. Der er bl.a. opstået en række nye religiøse bevægelser som peyotekulten, ghostdansen, Handsome Lakes reform, den fornyede soldans osv. Fælles for dem alle er, at de blev grundlagt af ledere, som pga. visioner fra højguder formaner folket til at frigøre sig fra alkoholmisbrug og moralsk armod og at vende tilbage til de gamle dyder. Disse bevægelser bygger på hver sin måde på såvel oprindelige som kristne træk.

De mesoamerikanske religioner blev domineret af de store skriftkulturer som teotihuacaner, mayaer og aztekere. Fælles for dem var en lagdelt kosmologi, komplicerede tidsberegninger og monumental tempelkult. De havde desuden eskatologiske opfattelser om skiftende verdensaldre tilfælles.

Stammefolkene i Mellem-, Meso- og Sydamerika bærer den dag i dag præg af de store kulturers forestillinger, institutioner og praksis. Fx deler huicholerne i den centrale del af Mexico mange opfattelser med deres sprogfæller aztekerne, selvom deres religion er præget af shamanisme og peyotevisioner. Påvirkningerne afspejles især i deres mytologi om voldsomme begivenheder i det lagdelte kosmos og om solgudens fødsel, som krævede menneskeofre. I dag er de fleste kulturer i Mellemamerika præget af en kombination af katolicismen og traditionelle religioner (kristopaganisme), hvorved katolske træk indgår i det hierarkiske autoritetssystem med shaman-præster, der udfører valfart, processioner og andre ceremonier til ære for frugtbarheds- og regnguderne.

De store mesoamerikanske kulturer har ikke kun påvirket det mellemamerikanske område. Udvandrere har måske ca. 500-1000 e.Kr. grundlagt eller i hvert fald påvirket den nu uddøde præsteskabsdominerede jordhøjkultur langs Mississippifloden i USA, hvor man også visse steder foretog menneskeofringer. Desuden er der tydelige mesoamerikanske spor i religionen hos en række andre grupper, fx pueblofolkene.

I Sydamerika finder man ligeledes påvirkninger fra de store imperier. Den mest udbredte religiøse institution gennem sydamerikansk historie var dødekulten. Fra forhistorisk tid til pyramidekulturerne i klassisk tid og de postklassiske kulturer spiller gravkulten omkring mumier og overdådigt gravgods en central rolle.

Stammekulturerne i Sydamerika var overvejende shamanistiske. I såvel højlandet som lavlandet spiller himmelfænomenerne og dyreriget en central rolle i de religiøse forestillinger. Højguden, enten mandlig eller kvindelig, er ret udbredt og manifesterer sig nogle steder som jagtdyrenes skytsgud. Myterne beskriver et lagdelt kosmos befolket af guder og ånder og beretter, hvorledes forfædrene etablerede de forskellige kulturer. Især i de lavtliggende jungleområder udfører shamanerne ceremonier, hvor deltagerne indtager eller ryger psykotropiske planter, som frembringer farverige visioner om det mytologiske univers. I mange kulturer opfører man fløjteceremonier, hvor fløjten skal gengive gudernes stemmer. Og endelig spiller forfædrekulten en central rolle, enkelte steder med kranieritualer (jivaro-hovedjægerne).

Studiet af indianske kulturer og religioner har været hjørnestenen for fagene arkæologi og antropologi i USA og Latinamerika. Den franske antropolog Claude Lévi-Strauss har på basis af sine indianske studier grundlagt strukturalismen, der har haft vidtgående konsekvenser for mange humanistiske fag.

Læs mere om indianere.