Soma, (vedisk, af den indoeur. rod *seu(h)- 'udpresse, perse'; svarer til avestisk haoma), i den oldindiske vedareligion navnet på en ikke identificeret plante eller en plantesaft, der personificeres som guddom. Mere end 100 hymner i Rigveda er rettet til Soma. Det er i mange tilfælde vanskeligt at afgøre, hvornår der er tale om en guddom, eller hvornår der menes planten eller plantesaften. Soma er et vigtigt element i det vediske ritual. Ved somaofferet indbydes guderne til at indtage drikken, som er euforiserende, sammen med deltagerne i offerhandlingen. Senere identificeres Soma ofte med Månen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.