Vallabha, 1479-1531, indisk filosof og stifter af en vishnuitisk sekt, der stadig eksisterer. Vallabha, der skrev kommentarer til Brahmasutra og Bhagavatapurana, udviklede en særlig retning inden for vedanta-filosofien. Han kaldte sin lære shuddhadvaita ('ren monisme') og mente i modsætning til Shankara, at verden er virkelig. For Vallabha er Krishna det højeste princip. Frelsen opnås ikke gennem en asketisk levevis, men ved at dyrke Krishna i from hengivenhed (bhakti).