Aranyaka, (sanskrit āraņyaka 'skovtekst'), kategori af tekster inden for den vediske litteratur (veda), der knytter sig til brahmanaerne og er opstået i Indien omkring 700-t. Aranyakaerne indeholder symbolske og mystiske tolkninger af de vediske ritualer. Med en række filosofiske afsnit danner de overgangen til upanishaderne. Pga. aranyakaernes esoteriske indhold skulle de studeres i skoven eller i junglen (aranya), fjernt fra uindviede sjæle.