Dharma er et mangetydigt begreb i indisk religion.

Faktaboks

Etymologi

sanskrit; pali dhamma

Dharma i hinduismen

I hinduismen betegner dharma først og fremmest den evige lovmæssighed, der hersker i kosmos, i samfundet og i det enkelte individ. Samfundslivet fungerer fx kun, som det skal, hvis en person handler i overensstemmelse med netop de regler, der er gældende for vedkommendes egen samfundsgruppe. Der er en nøje forbindelse mellem læren om den lovmæssige verdensorden og karmalæren (se karma).

Dharma i buddhismen

I buddhismen har dharma to hovedbetydninger. For det første anvendes ordet om den buddhistiske lære, der er udtryk for den universelle sandhed, og som er erkendt og fremsat af Buddha. I den betydning indgår dharma sammen med Buddha og sangha (munkeordenen) i den buddhistiske bekendelsesformular triratna ('de tre juveler'). For det andet bruges dharma som teknisk betegnelse for de indbyrdes afhængige og ubestandige elementer, der i samspil udgør fænomenernes verden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig