Gandharva, (sanskrit, måske beslægtet med gr. kentauros 'kentaur'), gudelignende væsen i indisk mytologi. I vedisk religion optræder gandharvaen Vishvavasu, der bl.a. kender himlens hemmeligheder og vogter den hellige somadrik. Gandharvaerne sættes ofte i forbindelse med frugtbarhed, og de påkaldes under bryllupsceremonierne. I hinduismen bor de i Indras himmel, hvor de underholder guderne med sang og musik. Deres kvindelige partnere er de himmelske nymfer apsaraserne.