En guru er en religiøs lærer og vejleder i indisk religion.

Faktaboks

Etymologi

sanskrit 'tung, ærværdig'

Tanken om en religiøs vejleder har været kendt i indisk religion siden de ældste tider. Det var idealet for drenge fra de tre øverste sociale klasser at opholde sig en årrække i en gurus hus for at studere vedaerne og for at lære religiøs praksis. Læreren blev betragtet som elevens åndelige far. Båndet mellem dem føltes så stærkt, at eleven ikke måtte gifte sig med sin gurus datter. Senere og ikke mindst i de vishnuitiske sekter blev guruen en central skikkelse i tilhængernes religiøse liv. Guruen anses for at være en inkarnation af Gud — ja, guruen overgår ofte selve guddommen i betydning.

Gurubegrebet er i nyere tid kommet til Vesten med de nye religiøse bevægelser, der især har rod i hinduismen. Guruen er tilhængernes åndelige vejleder i yoga og meditation. Blandt sikherne anvendes betegnelsen guru om deres første ti ledere (fra Nanak til Gobind Singh). Gobind Singh bestemte ved sin død, at sikhernes hellige bog, Adi Granth, fremover skulle være sikhernes eneste åndelige vejleder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig