Nyaya, (sanskrit nyāya 'regel, metode'), filosofisk retning inden for hinduismen, et af de seks klassiske ortodokse systemer, darshana, i indisk filosofi. Nyaya-filosofiens grundlæggende tekst, Nyayasutra, der tilskrives Gautama (ca. 100 e.Kr.), også kaldet Akshapada, stammer i sin overleverede form sandsynligvis fra de første århundreder e.Kr. Nyaya, der i et erkendelsesteoretisk system opstiller 16 kategorier for logikken, har mange træk tilfælles med et andet af de seks klassiske systemer, vaisheshika; de smelter efterhånden sammen til ét system.