Sikh med turban

Mange mandlige sikher bærer turban over deres uklippede hår. Turbanen ikke et af sikhernes fem kendetegn, men dog en stærk religiøs markør.

Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Sikhisme er en indisk religion, der blev grundlagt af Nanak i begyndelsen af 1500-tallet. Størstedelen af sikherne lever i Punjab i det nordvestlige Indien, hvor de udgør ca. 52 % af befolkningen, men der er sikhsamfund i de fleste større indiske byer i det nordlige Indien. I mange lande verden over findes sikhgrupper, også i Danmark, hvor der bor omkring 1500-2000 (2023). Sikhismen har i alt 25-30 mio. tilhængere i hele verden.

Faktaboks

Etymologi

af sikh, af sanskrit śiṣya 'elev, discipel', og -isme

Sikhismens stifter, Nanak (1469-1539), var hindu med en vishnuitisk baggrund, men han kom tidligt i kontakt med det muslimske miljø. Udgangspunktet for hans lære er hinduismens bhaktilære og islams sufisme eller snarere den indiske mystiker og digter Kabirs (ca. 1440-1508) sant-tradition, som kombinerede netop disse to traditioner. Nanak var særligt inspireret af hinduismen i hans tro på karma og på, at målet var frigørelsen fra de evige genfødsler kaldet moksha eller mukti, men i sin egen form. Fx skal karmalæren i sikhismen ikke forstås som en mekanisk, kosmisk lov, men den er også underlagt "Guds" vilje.

Forståelsen af "Gud"

Det er tydeligt, at Nanaks forståelse af det guddommelige princip både er præget af en muslimsk og en hinduistisk gudsforståelse. For det første er "Gud" én, evig, transcendent og alle tings skaber, hvilket lægger op til en monoteisme, men for det andet er "Gud" også er princip, som gennemstrømmer alt, og som ikke kan afbildes. Derfor beskrives "Gud" bedst ved ordet nam ("navnet") eller satnam ("hvis navn er sandhed"), som indikerer, at "Gud" er det sande udgangspunkt for alt og derfor ikke kan personliggøres. Således beskrives "Gud" bedst som havet uden grænser, som det alt-vidende, det alt-seende, og som noget, mennesket er fuldt afhængig af. Det betyder, at tilbedelsen af nam eller satnam er helt central for Nanaks lære.

Sikhismen som spirituel praksis

For Nanak og hans efterfølgere er den konstante spirituelle praksis helt central for forholdet til "Gud". Dette bør også komme til udtryk i den daglige livsførelse, hvor det at gøre godt for andre er særligt vigtigt. Det er en måde at kunne tøjle sit ego og sit begær på.

Seva

Langar i Det Gyldne Tempel i 2015
Der spises langar i Det Gyldne Tempel den 14. april 2015 under Vaisakhi-fejringen.
Langar i Det Gyldne Tempel i 2015
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

At gøre godt for andre beskrives bedst med begrebet seva, hvilket betyder at udføre frivilligt arbejde for andre uden at tænke på at få noget igen. Seva kommer i dag til udtryk ved mange sikhers engagement i hjælpearbejde, men også ved langar, som er en bespisning af alle, der kommer for at tilbede sammen. Derfor vil man ved et besøg i sikhernes helligsted, kaldet en gurdwara, altid få tilbudt et gratis måltid mad, som tilberedes i det tilstødende køkken.

Sikhers kendetegn, de fem k'er

Generationer af sikher lærer om, hvordan de såkaldte fem k'er, som er særlige kendetegn for den nye religion, blev indstiftet af sikhismens tiende og sidste guru Gobind Singh i 1699, og som er vigtige at bære for mænd. De fem kendetegn, begynder alle med "k" (Kakkapunjabi):

  1. Kes (eller kesh): Uklippet hår, da "Gud" har skabt mennesket med hår, som vokser til en vis længde.
  2. Kangha: Kam til at holde det uklippede hår på plads med.
  3. Kacch: Bomuldsundershorts, som skal symbolisere seksuel mådehold.
  4. Kirpan: Sværd, som i dag kan være lille og symbolsk, men som symboliserer, at man skal kæmpe for retfærdighed og for beskyttelse af de svage.
  5. Kara: Armbånd af stål eller jern, som et symbol på uendelighed og styrke, og derfor et symbol på "Gud".

Turbanen, som ofte forbindes med sikher, er ikke et af de fem kendetegn. Det er snarere en praktisk foranstaltning for at holde det lange hår på plads. Desuden var en turban almindelig at bære for religiøst dedikerede i de ti guruers samtid i det nordlige Indien. I dag bruges den dog også som en stærk religiøs markør, hvor særligt den orange turban bruges af de mere nationalistisk orienterede sikher. De fleste sikher i dag, som stadig bærer turban, vælger dog oftest den farve, som passer til resten af deres beklædning.

Khalsa-broderskabet

Ordet Khalsa betyder ”De spirituelt rene” og refererer til dem, som vælger at lade sig optage i Khalsa-fællesskabet. Det gælder alle køn. Hvis man vælger at lade sig indvie til Khalsa-fællesskabet, forpligter man sig på at leve efter den spirituelle vej, som det er anvist i hymnerne i sikhernes helligbog Adi Granth eller Guru Granth Sahib. Ud over at følge et særligt regelkodeks er det også en regel, at man donerer 10 % af sin månedlige indtægt til gode formål.

Sikhismens historie og udvikling

"Der er ingen hindu og ingen muslim" var ifølge traditionen det første, Nanak sagde, efter at han som omkring 30-årig skulle have haft en særlig "gudsoplevelse" under et morgenbad i en flod ved byen Sultanpur i Punjab. Nanak valgte derefter at forlade sin familie og sit erhverv som købmand og vandrede derefter rundt og udbredte sin nye lære, bl.a. igennem poetiske sange. Han slog sig siden ned i byen Kartarpur i Punjab, hvor Nanak dannede sin første større kreds af tilhængere, som blev kaldet sikher ("disciple" eller en "som lærer ", underforstået af en lærermester, dvs. en guru).

Det nye trossamfund udviklede efterhånden sine helt egne karaktertræk, hvilket gjorde, at den udskilte sig som en særlig religion og ikke som en retning inden for de allerede etablerede religioner i det daværende Indien. Det skete over en længere periode på omkring 239 år fra Nanaks indstiftelse af sikhismen og til den tiende og sidste guru Gobind Singh, der erklærede gururækken for afsluttet.

Under Nanaks efterfølgere gennemgik sikhismen således en gradvis udvikling i religiøs henseende, men bl.a. som følge af de fortsatte muslimske overgreb fik dele af bevægelsen efterhånden også en militant karakter. Denne del af sikhismen kommer i dag til udtryk i en stærk nationalisme hos særlige mindre grupper inden for sikhismen, der kæmper for, at Punjab kan blive en selvstændig sikh-stat med navnet Khalistan ("De renes land").

De ti guruer

De ti guruer
Maleri fra 1800-tallet af de ti guruer.

Nanak blev den første guru i en næsten ubrudt række på 239 år af i alt ti guruer, der på hver sin måde lagde ord, hymner og udlægninger til den nye lære. Hymnerne er i dag nedskrevet i sikhernes helligbog Adi Granth også kaldet Guru Granth Sahib på gurmukhi. De ni efterfølgere af guru Nanak bliver ofte gruppereret i to:

De første fire guruer efter Nanaks død

  • Angad Dev, guru fra 1539 til 1552
  • Amar Das, guru fra 1552 til 1574
  • Ram Das, guru fra 1574 til 1581
  • Arjan/Arjun Dev, guru fra 1581 til 1606

De var alle poeter, og de var meget optaget af at beskrive vejen til frigørelse fra genfødslernes kredsløb mukti eller moksha. Selvom alle guruer har bidraget til udformningen af den tidlige sikhisme, er der særligt to af dem, som er værd at nævne, nemlig Amar Das og Arjan Dev.

Amar Das bidrog til sikhismens etiske og rituelle udtryksform, bl.a. ved at at gøre langar til en vigtig del af sikhismens væsen og ved at indstifte to centrale hellige fester Vaisakhi/Baisakhi og Divali. Vaisakhi, som er en høstfest, og Divali, "lysets fest", deles også med hinduer.

Også Arjan Dev er vigtig, da han udover at færdiggøre byggeriet af sikhernes helligste sted, Det Gyldne Tempel i Amritisar, også var den første, som led martyrdøden i et forsvar mod sikhismen. Hans martyrdom fejres stadig i dag som en stor begivenhed, bl.a. med processioner. Det var også Arjan Dev, der i 1604 samlede sikhernes religiøse litteratur i Adi Granth, senere også kaldet Guru Granth Sahib, der bl.a. indeholder omkring 1000 hymner af Nanak.

De sidste fem guruer

Den sidste gruppe af guruer på i alt fem var mere fokuserede på organiseringen af sikhismen. Flere af dem var involveret i kampe med det muslimske overherredømme.

  • Hargobind, guru fra 1606 til 1644
  • Har Rai, guru fra 1644 til 1661
  • Har Krishan, guru fra 1661 til 1664
  • Tegh Bahadur, guru fra 1664 til 1675
  • Gobind Singh, guru fra 1675 til 1708

Blandt Nanaks efterfølgere bør især nævnes Arjun (1563-1606; den femte guru) og Gobind Singh (den tiende guru). Gobind Singh indstiftede i 1699 det militante broderskab, khalsa, ligesom han indstiftede de fem k'er som særlige kendetegn for sikher. Han gjorde også Vaisakhi-festen særligt betydningsfuld for sikher ved at indstifte khalsabroderskabet ved netop denne fest. I 1704 reviderede han desuden Adi Granth og tilføjede en stor mængde af de hymner, som den sidste gruppe af guruer også havde forfattet. Og kort før sin død i 1708 ophævede han guruværdigheden blandt sikherne og proklamerede i stedet, at Adi Granth skulle være den eneste åndelige vejleder efter hans død. Adi Granth fik derfor tilnavnet Guru Granth Sahib ("som er guruens krop") for at markere, at guruværdigheden nu var overgået ene og alene til sikhernes helligbog.

Sikhernes tempel eller helligsted

Sikhernes tempel kaldes en gurdwara ("indgangen til guruen"), og det er her, sikherne samles for at lytte til recitationer fra sikhernes helligbog Adi Granth eller Guru Granth Sahib fremsunget af de såkaldte granthis. En gurdwara er samtidig også bolig for helligskriftet, som har guruværdighed, dvs. den er den fysiske repræsentation af en guru. Derfor behandles den med særlig værdighed.

Da sikher mener, at "Gud" ikke kan afbildes, hænger der ingen billeder i selve det hellige rum, men de ti guruer og deres helgenhistorier kan være afbildet i tilstødende lokaler eller i indgangen til gurdwaraen. En særlig vigtig gurdwara eller helligsted for sikherne er Det Gyldne Tempel, også kaldet Hari Mandir, i Amritsar i det nordvestlige Punjab i Indien. Det Gyldne Tempel blev bygget færdigt i 1604 af guru Arjan, og i 1802 lod Ranjit Singh taget beklæde med forgyldte kobberplader. Det Gyldne Tempel er i dag også centrum for pilgrimsfærd for sikher.

Sikhernes helligbog, Guru Granth Sahib

Guru Granth Sahib

Illumineret udgave af den hellige bog Guru Granth Sahib.

Sikhernes helligbog består af hymner komponeret af de fleste af de ti guruer og endeligt samlet af den sidste guru Gobind Singh. Desuden består bogen af bhakti-hymner, komponeret af bl.a. Kabir, men også af hindu-bhakti-poeter som Namdev og Ramanada og af en muslimsk sufi ved navn Sheik Farid. Bogen, som er skrevet på sikhernes helligsprog gurmukhi, består af i alt 1430 sider, og det er herfra, der dagligt reciteres i sikhernes templer.

Bogen forstås nærmest som en kropslig manifestation af en guru, hvorfor den også behandles med særlig værdighed. Den ligger på en særlig bogforhøjning kaldet en palki, og den dækkes af et særligt klæde, når der ikke læses højt fra den, så den ikke smudses til. Det samme gælder under recitationen fra den, hvor der viftes med en særlig kost kaldet en chaur eller chauri. Om aftenen lægges bogen desuden ceremonielt til hvile et andet sted i gurdwaraen.

Sikher på verdensplan

Omkring 92 % af de ca. 25-30 millioner sikher bor i Asien, og omkring 75 % af dem bor i Punjab i det nordvestlige Indien, hvor religionen opstod. Men der er også ret store grupper af sikher, som bor uden for Asien. Det største sikhsamfund uden for Asien bor i Canada med omkring 750.000 personer. I England bor der omkring 500.000 og omkring 300.000 i USA. I Danmark bor der omkring 2000 sikher, og der er to gurdwaras på Sjælland, hvor sikherne kan mødes. Dog mødes de fleste sikher i Jylland i såkaldte kulturforeninger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig