vedareligion

Arierne kom i bølger, og deres indvandring har sikkert stået på i århundreder. De kaldte sig selv for ariere (sanskrit arya 'ædel') i modsætning til landets oprindelige indbyggere, som de efterhånden besejrede. Arierne udgik sandsynligvis fra det sydlige Rusland eller Centralasien. Deres sprog var sanskrit, et indoeuropæisk sprog. I en lang periode boede de ariske stammer i det nordvestlige Indien, hvor de levede som kvægavlere og agerbrugere i landsbysamfund. I tidsrummet mellem 900 og 500 f.v.t. bredte arierne sig til det øvrige Nordindien, hvorpå de langsomt bevægede sig sydpå. Arierne lagde vægt på at bevare deres races renhed, hvilket førte til dannelsen af et samfundssystem bestående af fire sociale klasser (varna 'farve'): brahmaner (præster), kshatriyaer (krigere, omfattende konge og adel), vaishyaer (agerbrugere, handlende og håndværkere) og shudraer (slaver og tjenestefolk).

Den religion, som arierne bragte med sig og videreudviklede på indisk grund, kaldes vedareligion efter deres religiøse tekster (veda), der i snævrere forstand omfatter fire samlinger (samhita): Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda.

I Rigvedas mere end tusinde sange lovpriser digterpræsterne de ariske guder og deres bedrifter, eller de beder de mægtige guder om bistand og hjælp. Flere af de vediske guder er naturfænomener som Solen, regnen og vinden, der er guddommeliggjort. De to guder Agni (ilden) og Soma (også navn på en plante, der anvendes til fremstilling af en rituel drik) havde stor kultisk betydning. Agni bragte ofringerne videre til guderne, og Soma skabte forbindelse mellem guder og mennesker, når somadrikken dels blev ofret til guderne, dels blev nydt af deltagerne i offerfesten.

Guden Indra, der lovprises i en fjerdedel af Rigvedas hymner, fremtræder som en vældig kæmpe med et stort behov for mad og drikke. Han er ariernes krigerideal. Indras største bedrift er tilintetgørelsen af Vritra, slangedæmonen, der omslutter de livgivende vande. En betydelig vedisk gud er endvidere Varuna, retfærdighedens strenge vogter.

Til hver af de fire vedaer knytter sig en række ritualistiske prosatekster, brahmanaer, der indeholder de forskrifter, der er nødvendige for at udføre offerhandlingerne på rette måde. Endvidere giver brahmanaerne symbolske tolkninger af detaljerne i de hellige handlinger. Den sidste kategori af vediske tekster er aranyakaer og upanishader. De indeholder offermystik og religiøse anskuelser af esoterisk art, der var bestemt for særligt indviede.

De tre nævnte kategorier af vediske tekster har en tilblivelsesperiode på ca. et årtusinde. De afspejler hver for sig en epoke i vedareligionen. I Rigveda står guderne i centrum. Med hver sin funktion sørger de for opretholdelsen af Universets gang. I brahmana-teksterne bliver de mægtige guder efterhånden stillet i skyggen af selve offerhandlingen. Offeret blev en magisk kraft, der styrede hele verdensforløbet.

I upanishaderne sker der en ændring. I disse tekster optræder der tænkere, for hvem guder, offerteorier og kosmiske spekulationer kommer i anden række. De rettede deres tanker mod mennesket selv og fandt i den menneskelige personlighed et permanent livsprincip, en "sjæl" (atman). De nåede endvidere til den erkendelse, at denne bærende faktor i mennesket er identisk med det altomfattende og allestedsvirkende brahman. I de samme kredse opstod forestillingen om genfødsel, at individet må vandre fra eksistens til eksistens. Det genfødes som menneske eller dyr eller i gudernes verden. Det er menneskets handlinger (karma), der er bestemmende for dets skæbne i de næste eksistenser. For upanishadetænkerne blev "ofringer" ensbetydende med et helligt levned. De satte moralsk adfærd over rituelle handlinger. Med læren om genfødslerne blev målet for den religiøse stræben frigørelse fra dette lidelsesfulde kredsløb. Individet kan opnå frelse, hvis det erkender enheden i tilværelsen, dvs. erkender, at dets eget selv (atman) er identisk med verdensaltet (brahman). Ud over erkendelsen af dette forhold skal individet, fri for alt jordisk begær, hengive sig til selvfordybelse for fuldstændigt at kunne forenes med brahman efter døden.

Upanishadetænkernes lære fik en plads i den officielle religion, fordi den accepterede præsteskabet som en privilegeret åndelig overklasse, og fordi den, i hvert fald i teorien, anerkendte vedaerne som religiøs autoritet. I indisk religionshistorie er vedareligionen en forløber for hinduismen.