Halal betyder 'lovligt, tilladt' ifølge Koranen og islamisk tradition på arabisk. I islamisk ret er halal særlig kendt fra de regler, der foreskriver, hvad muslimer må spise og drikke. Det modsatte betegnes haram, det utilladelige, mens der desuden findes noget, som blot er utilrådeligt.

De utilladelige fødevarer ifølge Koranen er selvdøde dyr, svinekød eller produkter fra svin (derfor også en del lakrids og vingummi), dyr, der er ofret til en afgud, samt alkohol og blod, der alle er haram. For at være halal skal dyr derfor slagtes, så blodet kan løbe fra omgående, og der skal bedes over dyret under slagtningen. Vildt er tilladt, hvis det afblødes straks efter fangsten, samt alle fiskeprodukter. Koranen tilføjer, at Gud vil tilgive et brud på halalreglerne, hvis de bliver overtrådt i nødstilfælde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig