Hudud, (arab., plur. af hadd 'straf', egl. 'grænse'), i islamisk ret særlige straffe for bestemte forbrydelser, som er nævnt i Koranen, nemlig hor, falsk anklage for hor, vindrikning, tyveri og landevejsrøveri. Straffene er dødsstraf for hor (stening) og for landevejsrøveri med drab; afhugning af hånd og/eller fod for røveri og tyveri samt et forskelligt antal piskeslag for de øvrige forbrydelser.

Strenge krav til bevisførelsen, fx fire vidner til hor, samt visse muligheder for at angre har sikret, at straffenes udbredelse har været begrænset, hvilket også var profeten Muhammeds ønske.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig