Moské. Grundplaner af tre store moskéer fra forskellige egne af den islamiske verden. Tv. Sidi Okba-moskéen fra Kairouan i Nordafrika, påbegyndt 836, som hører til den ældste type med den store søjlehal, der kun er åben ud mod den arkadeomgivne gård. Dernæst den persiske moské med fire ivaner omkring en gård, repræsenteret af Fredagsmoskéen i Isfahan fra 1000-1100-tallet, og th. Selimiyemoskéen i Edirne, et fremstående eksempel på den tyrkiske bygningstype med et stort kuppeldækket centralrum, en type, der udvikledes i 1500-tallet.

.

Kairouan. Den store moské fra 800-tallet rejser sig højt over byens flade tage. Den kvadratiske minaret markerer sammen med bedehallens to kupler (tv. i billedet) anlæggets hovedakse og viser dets store udstrækning. Traditionelt for en islamisk bygning åbner moskéens rum sig mod en stor gård i midten, mens ydervæggene, bortset fra indgangene, er lukkede mod omgivelserne.

.

En moské er en bygning, hvor muslimer samles til de fem daglige tidebønner, til koranlæsning og til privat andagt. Moskéen, hvor fredagsprædikenen afholdes, kaldes jami.

Faktaboks

Etymologi
Ordet moské kommer via fransk fra arabisk masjid 'sted, hvor man bøjer sig i bøn'.

I sin oprindelige form var moskéen en åben gård omgivet af en søjlegang, som var udvidet i bederetningen (mod Mekka), qibla, markeret ved en niche, mihrab. En prædikestol, minbar, og en fontæne med rindende vand til den rituelle afvaskning før bønnen er fast inventar. De fleste moskéer har et eller flere tårne, minareter, hvorfra der kaldes til bøn. Der kan være ansat en imam, som leder bønnen, og en khatib, som prædiker om fredagen.

Moskéen har gennem hele islams historie spillet en central rolle. I ældre tid var den ramme om undervisning og forskning, og for det almindelige sociale liv har moskéen altid fungeret som en central institution i den islamiske verden.

I 1900-tallet har moskéen på grund af fravær af anden legal politisk aktivitet tillige fået en vigtig oppositionel politisk funktion og betydning. Det har været tilfældet i Iran i 1970'erne, i Egypten fra begyndelsen af 1980'erne og i Algeriet i 1990'erne.

Muhammeds bedested i Medina dannede sammen med den persiske søjlehal det arkitektoniske udgangspunkt for islams ældste moskéer, hvor en søjlehal med foranliggende gård, omgivet af kølige, skærmende buegange, blev en vidt udbredt type. Alt efter geografisk område varieredes denne fleksible bygningstypes udsmykning.

Omkring 1000-1100-tallet udvikledes i det østislamiske område en type med store hvælvede rum, ivaner, eller en større kuppel over hovedskibet. I vest opstod en helt ny type med højdepunkter i arkitekten Sinans sultanmoskéer fra 1500-tallet i Edirne og Istanbul. Her udgøres tagkonstruktionen af en centralkuppel, hvorfra halv- og kvartkupler som kaskader breder sig ud.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig