Tafsir, (arab. tafsīr 'koranfortolkning'), islamisk grundvidenskab, der sigter mod at forstå Koranen ud fra et solidt kendskab til arabisk sprog og til de historiske omstændigheder bag de enkelte koranåbenbaringer. Ved siden af denne "ydre" forståelse fremkom under indflydelse fra sufismen en "indre" allegorisk korantolkning, der kaldes tawil.