Wali, (arab. walī, egl. 'nærtstående person, værge'), repræsentant eller stedfortræder. I shiaislam har Muhammeds fætter og svigersøn Ali ibn Abi Talib status som Muhammeds stedfortræder og burde have været indsat som leder af det muslimske samfund efter Muhammeds død i 632. I klassisk islamisk ret repræsenteres en kvinde i ægteskabsforhandlingerne af en wali, som i reglen er en nær mandlig slægtning.