Simon Dubnow var en jødisk historiker fra Hviderusland, bosat i Berlin 1922-1933, derefter i Riga. Dubnows livsværk udgøres af Det jødiske Folks Verdenshistorie (10 bind, 1925-1929) og Hasidismens Historie (1930-1932).
Pga. sin sekulariserede, positivistiske verdensanskuelse forkastede Dubnow tidligere historikeres åndelige opfattelse af jødedommen til fordel for en sociologisk beskrivelse, der betragtede jøderne som en nation og ikke som et religiøst betinget fællesskab.
Dubnow havde dog dyb agtelse for jødedommen og forstod den som garant for det jødiske folks kollektive identitet, dets fælles skæbne og erindring. Det jødiske folk blev af Dubnow anskuet som unikt, fordi det havde frigjort sig fra et bestemt territorium og dog bevaret sit nationale enhedspræg. Dubnow så derfor, i modsætning til zionismen, ikke diasporaen som en anomali og ulykke, men som stedet for "det jødiske folks verdenshistorie".
Efter den tyske invasion af Sovjetunionen blev Dubnow forflyttet til ghettoen i Riga, hvor han blev myrdet af nazisterne i december 1941.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.