Jødedom (Den spanske guldalder), Den jødiske guldalder i Spanien kulminerede i tidsrummet 950-1250; ca. 950-1100 under arabisk overhøjhed, 1100-1250 under kristen dominans.

Den første jødiske bosættelse på Den Iberiske Halvø formodes at være etableret efter romernes tilintetgørelse af det andet tempel og fordrivelsen af den jødiske befolkning fra hjemlandet i år 70. Under det romerske herredømme blev jøderne en accepteret etnisk gruppe med handel og landbrug som hovederhverv, men med visigoternes styre fra ca. 300 blev den jødiske befolkning udsat for kirkens anklager for ritualmord og hostieskændinger, for trusler om tvangsdåb og for økonomiske sanktioner eller fordrivelse.

Arabernes invasion i Spanien resulterede i det visigotiske styres fald i 711 og blev indledning til en renæssance for det jødiske samfund i religiøs, kulturel og social sameksistens med araberne og den arabiserede romanske befolkning, mozaraberne.

Med det vestlige kalifats oprettelse i 929 under Abd al-Rahman 3. Nasir blev Córdoba regeringssæde, og Andalusien indtog hurtigt en ligeværdig politisk, økonomisk og kulturel position i forhold til Aachen, Konstantinopel og Baghdad. Jøder blev højt placeret som embedsmænd, diplomater, videnskabsmænd og litterater ved kaliffens hof.

Anklagerne mod jøderne blev dog genoptaget og intensiveret efter 1391 i takt med Reconquistaen, de kristne fyrsters generobring af Den Iberiske Halvø, fulgt op af inkvisitionens forfølgelser og tortur.

Hisday ibn Shaprut (ca. 910-970) var den første religiøse og verdslige leder af de jødiske menigheder i det muslimske Spanien. Han praktiserede som livlæge ved kaliffens hof og avancerede til ambassadør og senere til posten som finansminister. Som den første benævner han Spanien med områdets hebraiske navn, Sefarad, i et brev til kongen af Khazarriget ved Kaukasus, som sammen med sine undersåtter havde antaget den jødiske tro. Hisday ibn Shaprut, der også var filantrop og mæcen for jødiske forfattere og digtere, grundlagde jødiske akademier i Córdoba og Lucena, der overtog de babyloniske lærdomscentres autoritative status i religiøse og juridiske anliggender.

Spaniens jøder hævdede sig inden for de eksakte videnskaber, filosofi og verdslig litteratur og også på de religiøse discipliners område, Tanak, Talmud og kabbala. Hebraisk sprogvidenskab og digtekunst tog sin begyndelse i 900-t. med Menahem ben Saruq (ca. 910-970), "den første hebraiske filolog i Europa", Dunash ben Labrat (ca. 920-990), som indførte arabisk metrum i hebraisk digtning, og Jehuda ben David Hajjudj (ca. 940-1000), "den hebraiske grammatiks fader".

Græsk aristotelisk og platonisk filosofi i arabisk oversættelse og kommentering fik afgørende indflydelse på spansk jødisk tænkning, og arabernes og jødernes filosofiske værker blev i Toledo med Alfonso 10. den Vises tilskyndelse oversat fra arabisk og judæoarabisk til latin.

Den jødiske guldalders mest markante eksponent, Moses Maimonides, som var født i Spanien, men virkede i Egypten, var påvirket af græsk aristotelisk rationalisme. Af hans to hovedværker, Mishne Torah (Den anden Torah) og More Nevukhim (De rådvildes vejleder), er førstnævnte en ajourføring af jødisk lovpraksis skrevet på hebraisk; det andet, der er forfattet på arabisk, er et erkendelsesteoretisk værk baseret på græsk rationalistisk filosofi og jødisk åbenbaringslære.

Maimonides' vejledning for de forvirrede blev betragtet som et kættersk skrift af toneangivende jødiske lærde, bl.a. den prominente catalanske rabbiner Moshe ben Nachman (ca. 1194-1270). Maimonides' tanker fik imidlertid væsentlig betydning for kristen skolastik.

De sefardiske jøder udviklede en karakteristisk hebraisk skrift og en raffineret kalligrafi under arabisk påvirkning, og jødisk bogmaleri skabtes i nært samarbejde med arabiske og kristne miniatureskoler.

Med jødernes fordrivelse fra Spanien i 1492 spredtes den sefardiske kultur i landene omkring Middelhavet. Mange sefarder slog sig ned i Osmannerriget. Safed i Palæstina blev et centrum for den mystiske tradition, som havde udviklet sig i Spanien, og også de talmudiske diskussioner fortsatte her. Mystikeren Josef Karo samlede således den sefardiske praksis i værket Shulhan Arukh. Andre sefarder slog sig ned i Europa, hvor deres kulturelle overskud kom kristne fyrstehuse og bysamfund til gode, men samtidig satte de ashkenaziske jøders ghettotilværelse i relief. Først med oplysningstiden i 1700-t. skabtes forudsætningerne for et opbrud.

Læs mere om jødedommen.

Den rabbinske jødedom.

Den moderne jødedom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig