mosaisk ret

Mosaisk ret er et udtryk, der er opstået i slutningen af 1800-tallet og først og fremmest benyttes om civilret. Jødisk lov kaldes almindeligvis halakah; dette ord har rod i det hebraiske ord for "gå" og betegner den lovgivning, som er vedtaget, er gængs.

Al jødisk lov tager sit udgangspunkt i Torah, De Fem Mosebøger. Torah er en del af den skriftlige lære, men det skrevne ord har aldrig kunnet stå alene, og der har altid eksisteret en mundtlig overlevering, som forklarede, hvorledes loven skulle forstås. Moses fik efter jødisk tradition ikke kun lovens bogstav på Sinaibjerget, men også dens fortolkning, og dette er en vigtig pointe i jødisk lov. Fx er den nedskrevne regel "øje for øje" blevet misfortolket til at betyde gengæld; jødisk forståelse af denne lov er et spørgsmål om erstatning.

Efter Templets ødelæggelse i år 70 blev den mundtlige fortolkningstradition nedskrevet; den udgør værkerne mishnah og gemara, under ét Talmud, hvis afsluttende redigering forelå omkring år 500. Mishnah er den vedtagne lov for det jødiske samfund, mens gemara kort fortalt er de diskussioner, der danner baggrund for den måde, som loven skal forstås på. Efter afslutningen af Talmud er der tilføjet et utal af rabbinske skrifter, der kommenterer den talmudiske tekst, kodificerer det juridiske stof og stiller forespørgsler i tvivlstilfælde, hvad enten det drejer sig om retlige eller rituelle spørgsmål.

Den jødiske lov har et begreb, som ikke kendes i anden lovgivning, nemlig lifenim mishurat hadin ('ud over lovens bogstav'), et moralprincip om, at man bør forholde sig til loven ud fra et etisk synspunkt og faktisk opføre sig endnu mere korrekt, end hvad loven foreskriver. Et andet princip er dina demalkhuta dina ('landets lov er lov'), dvs. at den jødiske befolkning til enhver tid skal følge et lands love, når det drejer sig om civil lovgivning. I Israel gælder halakah i familie- og arveretlige spørgsmål for den jødiske befolkning.

I flere europæiske lande kom mosaisk ret især siden 1500-tallet til at præge strafferetten. Straffene skærpedes, og man anså det ikke for muligt at benåde for dødsstraf i tilfælde af manddrab, da straffen var foreskrevet ved "Guds lov". Til mosaisk ret kan også henregnes De Ti Bud, der langt op i tiden har været målestok for, hvilke handlinger der måtte anses for strafbare; strafferetssystematikken i Christian 5.s Danske Lov fra 1683 bygger ligefrem på De Ti Bud. Også reglerne om forbud mod ægteskab mellem nærtbeslægtede påvirkedes siden 1600-tallet af mosaisk rets regler herom. Fra slutningen af 1700-tallet anså man under indflydelse af oplysningstidens tanker ikke længere mosaisk ret for "Guds lov", men betragtede den alene som en lov givet for jøderne.