World Zionist Organization forsøgte på forskellige måder at indsamle penge til virkeliggørelse af bevægelsens mål: etableringen af en jødisk stat. Keren Kayemet Leisrael (Jewish National Fund), der var en del af WZO, blev grundlagt i 1901 med det formål at erhverve land i Palæstina; her en plakat fra 1926, der opfordrer til at købe blomster gennem organisationen og derved støtte jordopkøbene. Den erhvervede jord blev bortforpagtet til kibbutzer.
Zionisme er den politiske bestræbelse på at sikre jødernes tilbagevenden til Det Hellige Land.
Begrebet zionisme blev brugt første gang af den jødiske wienerforfatter Nathan Birnbaum (1864-1937) i 1885 og udgør idégrundlaget for den jødiske nationale selvstændighedsbevægelse, grundlagt i 1897 af journalisten Theodor Herzl.
Siden uddrivelsen fra Palæstina efter de mislykkede oprør mod romerne i det 1. og 2. århundrede e.v.t. har Zionslængslen og den spirituelle tilknytning til Det Hellige Land været en central del af jødisk selvforståelse. Jøderne anså sig for at være en nation i eksil, men affandt sig med eksilet i forventningen om himmelsk indgriben og Messias' komme. De græd over ødelæggelsen af Templet i Jerusalem i 70 e.v.t., og tre gange daglig bad de med ansigtet vendt mod Jerusalem om udfrielse og hjemkomst.
Det blev imidlertid ikke opfattet som menneskets lod at fremskynde tidspunktet; derfor bekæmpede ikke mindst Europas ortodokse jøder zionismen som gudsbespottelse, og jødisk udvandring til Det Hellige Land var indtil ind i 1900-tallet yderst begrænset.
De første jødiske landsbyer i Palæstina blev grundlagt i 1880'erne af bevægelsen Hovevei Zion 'Zions Elskere', men af de ca. 3 mio. jøder, som 1882-1914 udvandrede fra Rusland på flugt bl.a. fra antisemitisme, rejste mindre end 1 procent til Palæstina, og heraf bosatte kun ca. 10 procent sig i landet.
Den politiske zionisme med en jødisk stat som mål voksede frem i intellektuelle kredse i 1800-tallet under indtryk af den europæiske nationalisme og blev desuden præget af socialistisk tankegods.
I Rom und Jerusalem (1862) fastslog Moses Hess, at jødernes tilværelse kun kunne normaliseres i en selvstændig stat, bygget på socialistiske principper. Disse tanker blev videreudviklet af Leon Pinsker (1821-1891) i Auto-Emanzipation (1882).
Med Theodor Herzls Der Judenstaat (1896) blev zionismens første politiske program formuleret, og året efter sammenkaldte Herzl 1. zionistkongres i Basel, hvor World Zionist Organization (WZO) blev grundlagt.
Under 1. Verdenskrig flyttede WZO sit kontor fra Berlin til København for at understrege bevægelsens neutralitet. I Storbritannien arbejdede Chaim Weizmann, senere Israels første præsident, og Nahum Sokolow for at skabe forståelse for den zionistiske tanke.
I 1917, da briterne havde indledt erobringen af Palæstina, som hidtil havde været en del af Osmannerriget, offentliggjorde regeringen Balfourdeklarationen; her erklærede Storbritannien sin støtte til idéen om oprettelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina dog under forudsætning af, at det ikke skete på bekostning af den indfødte befolknings rettigheder.
På San Remo-konferencen i 1920 besluttede 1. Verdenskrigs sejrherrer, at Palæstina skulle være et britisk mandatområde, og at Balfourdeklarationen skulle indgå i mandataftalen.
Weizmann, der blev præsident for WZO i 1920, var talsmand for en "syntetisk" zionisme, der kombinerede politisk aktivitet med målrettet praktisk kolonisering i Palæstina og havde oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina som uofficielt mål.
Andre som fx filosoffen Martin Buber repræsenterede en binational tendens og fandt, at det var både politisk og moralsk nødvendigt at sikre en fælles arabisk-jødisk national løsning i Palæstina.
Den sejrende linje i den zionistiske bevægelse blev imidlertid den, som de pragmatiske kræfter stod for, ledet af arbejderlederen David Ben-Gurion, senere Israels første ministerpræsident.
En mere militant kurs repræsenterede den gruppe, som i 1935 under ledelse af Vladimir Jabotinsky brød med WZO. Gruppen krævede en revision af forholdet til den britiske mandatadministration i Palæstina og fastholdt kravet om et udelt Palæstina, som også omfattede den del af mandatområdet, som i 1921 under navnet Transjordanien var blevet udskilt og overdraget til emir Abdallah ibn Husayn.
På den 20. zionistkongres i 1937 vedtog WZO imidlertid at lade ledelsen "overveje" muligheden for oprettelse af en jødisk stat, som ikke omfattede hele Palæstina. Beslutningen lagde grunden til den jødiske accept af Palæstinas deling, som FN's Generalforsamling vedtog i 1947.
Splittelsen i WZO i 1935 har præget israelsk indenrigspolitik siden statens oprettelse i 1948 og er den historiske baggrund for modsætningsforholdet mellem Det Israelske Arbejderparti Mapai og højrefløjen, der i 1973 samledes i Likud.
Begrebet postzionisme dækker over en kritisk stillingtagen til den zionistiske kolonialisering af Palæstina og sammenstødet mellem den jødiske og den palæstinensiske nationalbevægelse.
Blandt dens tilhængere er historikere, der forsøger at afmytologisere den officielle zionistiske historieskrivning og afdække hidtil tabuiserede forhold i relation til staten Israels oprettelse.
Den zionistiske bevægelse i Danmark er én af Europas ældste. I maj 1897 oprettedes en dansk afdeling af Hovevei Zion-bevægelsen under navnet Jødisk Forening for Palæstinas Kolonisation med overrabbiner David Simonsen som formand. I 1902 oprettedes Dansk Zionistforening, en forløber for Dansk Zionistforbund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.