Dao Zang, daoistisk kanonisk skriftsamling, første gang trykt under kejser Huizong af Songdynastiet (ca. 1119). Samlingen gik tabt, men blev genskabt og atter trykt i 1192 og igen under mongolernes herredømme i 1244. I 1281 beordrede den første mongolkejser, Khubilai, imidlertid alle daoistiske tekster brændt med undtagelse af Dao de Jing; kun den efterfølgende Dao Zang fra Mingdynastiet, trykt 1444-45 (med et supplement fra 1607), er overleveret og er hovedkilden til udforskningen af daoismens historie.