• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Huang Ting Jing

Oprindelig forfatter PoAnd Seneste forfatter Redaktionen

Huang Ting Jing, ('Det gule hofs klassiker'), hovedværk i den religiøse daoisme og sammen med Dao De Jing en af de mest berømmede tekster i daoismens historie. Den tidligste version stammer muligvis fra 200-t. e.Kr., men en ny udgave åbenbaredes til mediet Yang Xi på bjerget Mao Shan i årene 364-70 og blev et centralt element i Shangqingtraditionen. Begge versioner er skrevet i syvtegnsvers og giver en poetisk, kondenseret fremstilling af de forskellige aspekter af daoismens fysiologisk-meditative teknikker til opnåelse af udødelighed. Se også daoisme.