Huangdi, Den Gule Kejser, en af de mytiske kejsere, som ifølge traditionel kinesisk historieskrivning grundlagde den menneskelige civilisation. Huangdi omtales bl.a. hos Zhuang Zi, som skrev omkring 300 f.Kr., og i senere daoistiske værker, hvor han fremstår som en formidler af diverse magiske metoder, herunder forskellige former for krigskunst og seksualteknik. Han er desuden forbundet med det centrale værk i den kinesiske lægekunst Huangdi Neijing 'Den Gule Kejsers Indre Klassiker' (oprindelig kompileret i 1. årh. f.Kr.), hvori rammefortællingen er en række samtaler mellem Den Gule Kejser og hans ministre.