Ma Zu, en af de mest udbredte lokale skytsguder i folkereligionen i det sydøstlige Kina og på Taiwan, de søfarendes beskytter. Ifølge legenden blev Ma Zu født i 960 som datter af Lin Yuan, en embedsmand i provinsen Fujian, og hengav sig efter sin fars og sine brødres død på havet til at sørge for sin mor. Hun døde ugift i en alder af 28 år og viste sig herefter i form af et overnaturligt lys for beboerne på øen Meizhou, hvor det første tempel blev bygget. Allerede i begyndelsen af 1100-t. opnåede kulten officiel anerkendelse, og Ma Zu blev kejserligt tildelt højere og højere titler, fx i 1737 Tian Hou 'Himmelsk Kejserinde'. En anden titel i folkereligionens templer er Tianshang Sheng Mu 'Den Hellige Moder i Himlen'.