Zhen Wu, (kin. 'den sande eller fuldkomne kriger'), den daoistiske gud, som personificerer den kraft, der repræsenterer det nordlige verdenshjørne, hvis symbolske udtryk er en skildpadde og en slange i kamp med hinanden. Tilsammen kaldes de Xuan Wu 'den mørke eller mystiske kriger'. Pga. tabuiseringen af tegnet for xuan under Songdynastiet blev gudens navn ændret til Zhen Wu. Siden 1000-t. har han haft status som en særlig patriark for daoismens militære aspekter, dvs. for eksorcistiske metoder og metoder til beskyttelse af det hellige område. Under Mingdynastiet blev han ophøjet til dynastiets skytsgud, og han spiller stadig en vigtig rolle som lokal skytsgud i folkereligionen.