Augustinerreglen

Augustinerreglen, forskrifter for religiøst, regelbundet fællesliv i den katolske kirke. I videste forstand består Augustinerreglen af tre forskellige kortere tekster, der i inspiration og i vigtigste bestanddele skyldes den nordafrikanske kirkefader Augustin (354-430). Forholdet mellem teksterne er omdiskuteret, men det er sikkert, at den såkaldte 3. regel, Regula ad servos Dei, enten direkte er forfattet af Augustin eller er en lettere tillempning af et af hans breve, skrevet til lederen af et kvindeligt klostersamfund.

Augustinerreglen afspejler den klassiske monastiske tradition, der går tilbage til de egyptiske ørkenfædre, men foruden ejendomsløshed, kyskhed og lydighed som virkeliggørelse af urmenighedens apostolske ideal fremhæver den den indre og personlige side af kristen adfærd og ikke mindst kærligheden som fællesskabets grund. Augustinerreglen er således en forpligtende åndelig vejledning, der afspejler den rolle, som askesen og det betragtende gudsforhold spillede i Augustins eget liv og tænkning samt i hans kirkelige indsats.

Omkring sin bispekirke samlede Augustin præsterne i et regelbundet fællesskab, og dette forhold blev afgørende, da Augustinerreglen i 1100-t.s reformperiode ved siden af Benediktinerreglen slog igennem som monastisk ideal, også for gejstligheden, og hermed blev grundlag for organiseringen af især præsteskabet ved domkirkerne (kannikkerne) i ejendomsløse klosterlige fællesskaber. Men foruden augustinerkorherrer har også flere særskilte ordenssamfund overtaget Augustinerreglen. Her kan især nævnes præmonstratensere, dominikanere, augustinereremitter og birgittinere.