Teologiske dyder, de tre teologale dyder, dvs. tro, håb og kærlighed. Betegnelsen skyldes, dels at de har deres ophav i Gud (græsk theos) og derfor må anses for "indgydt" af ham og ikke "erhvervet" som fx klogskab, dels at de direkte gælder menneskets forhold til Gud, mens de moralske dyder, fx mod, primært gælder menneskers indbyrdes forhold. Se også dyd.