Ragnarok er en central forestilling om verdens undergang i nordisk mytologi. Denne eskatologiske begivenhed findes omtalt i de to eddadigte Vølvens spådom og Vafþrúðnismál og hos Snorre.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Ragnarok kommer af oldnordisk ragna rǫk, egentlig 'gudernes skæbne', af ragna, genitiv af regin 'guder', og rǫk 'udvikling, forløb, skæbne'.

Ragnarok introduceres med Balders død og med en mægtig vinter, fimbulvinteren. Forud er gået et moralsk kaos, hvor aserne har begået edsbrud.

Dette medfører et kosmologisk kaos; aser kæmper mod jætter, Odin mod Fenrisulven, Frej mod Surt og Thor mod Midgårdsormen; blodbadet er altomfattende, Solen sortner, Jorden synker i havet, alt brænder, verden går under.

I Vølvens spådom hører man dog, at Jorden skal genopstå, guder og mennesker færdes på ny. Adskillige forskere har i de eskatologiske skildringer set en inspiration fra kristen apokalyptik, fx skildringen i Johannes' Åbenbaring.

Mange kunstnere har hentet inspiration i Ragnarokmotivet; både Richard Wagner (Götterdämmerung, fjerde og afsluttende del af Nibelungens ring, 1869-74) og Friedrich Nietzsche (i Afgudernes Ragnarok, 1889) bruger en anden, etymologisk ukorrekt tydning af ordet Ragnarok: 'gudernes tusmørke'.

I sin gudefortælling Ragnarok (1982) lader Villy Sørensen undergangen være endegyldig, som et memento til den kolde krig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig