En dværg er følge germansk folketro et lille, lyssky, overnaturligt væsen, som bor i et bjerg, en sten eller under jorden. Dværge optræder gerne flere sammen. De er kloge, listige og rige, de er dygtige smede, og de kan være farlige, fordi de mestrer al slags trolddomskunst. De kan antage forskellige skikkelser, og de kan gøre sig usynlige.

I den nordiske mytologi fortælles det, at de oprindelig var maddiker i jætten Ymers legeme (dvs. i jorden), og at guderne har givet dem menneskeskikkelse og forstand. Flere af dem har navne, fx Østre og Vestre, Nordre og Søndre, som bærer himmelhvælvingen, der er skabt af Ymers hjerneskal; den rige Andvare, som kan forvandle sig til en gedde; Durin og Svalin, der smedede sværdet Tyrfing; Brok og Sindre, der smedede Odins ring, Draupner, og Tors hammer, Mjølner.

I sagaerne, folkeviserne og ikke mindst i den senere sagntradition sammenblandes dværge med andre små væsener som huldrefolket i vestnordisk og bjergfolket i østnordisk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig