• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F.C. Baur

Oprindelig forfatter NHyl Seneste forfatter Redaktionen

F.C. Baur, Ferdinand Christian Baur, 1792-1860, tysk teolog. Baur var professor i Ny Testamente, kirke- og dogmehistorie i Tübingen fra 1826 til sin død. I 1831 udkom hans skelsættende arbejde om modsætningen mellem Paulus' og Peters kristendom i den ældste kirke. Under indflydelse fra Hegels filosofi, der bl.a. kan spores i en bog om gnosticismen fra 1835, blev Baur grundlæggeren af det, der senere er kaldt Tübingerskolen inden for teologi. I hans bog om Paulus, 1845, blev de ægte breve gjort til rygraden i den ældste kristendoms historie; Baur betragtede NTs skrifter som produkter af deres egen tid og tidsfæstede dem ud fra deres teologiske tendens (tendenskritik), hvad der i flere tilfælde førte til en sen datering. Også et betydeligt kirke- og dogmehistorisk forfatterskab foreligger fra Baurs hånd.