inkarnation

inkarnation, (af in- og afledn. af lat. caro 'kød', gen. carnis, ordret 'det at blive kød', dvs. menneske), en guddoms tilsynekomst som menneske. Inkarnation må ikke forveksles med tanken om, at en gud kan vise sig i forskellige skikkelser.

Forestillingen om inkarnation findes i mange religioner; den er fremherskende i hinduismen, men får en ganske særlig betydning i kristendommen, der som en monoteistisk religion betoner Guds radikale forskel fra verden og mennesket. Skaberen kan ikke blive en skabning. Alligevel hævder den kristne tro, at Guds væsen åbenbarer sig i et menneske: Guds ord har frembragt verden, men fordi verden ikke vil kende det, bliver ordet kød (Joh., kap.1). Den faldne verden kan frelses, idet Gud bliver tilgængelig i mennesket Jesus. Dette forhold blev allerede i 100-t. kaldt for inkarnation.

I antik sammenhæng vakte tanken om inkarnation anstød, da den syntes at true Guds uforanderlighed. Den kristne teologis hovedtema blev herefter at vise gudstankens forenelighed med inkarnationen (fx Athanasios i 300-t. og Anselm af Canterbury sidst i 1000-t.). Resultatet af de teoretiske anstrengelser var læren om Kristi to naturer, en guddommelig og en menneskelig. Denne lære var hovedpunktet i det Kristusdogme, der blev stadfæstet på koncilerne i Nikæa 325 og i Kalchedon 451. Se også kristologi.

Den moderne teologi er i høj grad en strid om forståelsen af inkarnationen. Centralt står Kierkegaards påstand om inkarnationen som det paradoks, forstanden strander på for derved at fremkalde eksistensens afgørelse.