Paulus af Samosata var biskop af Antiochia og en højtstående embedsmand, ducenarius, i den økonomiske administration under dronning Zenobia af Syrien. Denne dobbelte embedsførelse blev af hans teologiske modstandere et kærkomment våben i fordømmelsen af hans monarkianisme, dvs. opfattelsen af Gud som én. Da Antiochia i 270 atter kom under romersk administration, forviste kejser Aurelian ham, og Paulus mistede begge embeder.
Paulus' radikale monarkianisme af adoptiansk karakter hævdede, at Jesus var et almindeligt, dødeligt menneske, hvis særlige kraft (gr. dynamis) var logos, Guds udfoldelseskraft. Ved denne kraft skabtes et fællesskab, der ophøjede Jesu betydning i forhold til patriarkerne og profeterne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.