Antilegomena, (gr. 'uægte, omstridte skrifter'), således kaldte Eusebios i sin Kirkehistorie de skrifter, hvis tilhørsforhold til Det Nye Testamente var omstridt; til de mindre omstridte antilegomena regnede Eusebios de skrifter, der senere (i 382) blev taget med i NT: Jakobs Brev, Peters 2. Brev, Johannes' 2. og 3. Brev, Judas' Brev, mens han forkastede Didache, Hermas' "Hyrden", Barnabasbrevet og Petersapokalypsen. Johannes' Åbenbaring godtog han kun med forbehold. Se også de apostolske fædre.