• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

armenske kirke

Oprindelig forfatter HLeh Seneste forfatter Redaktionen

armenske kirke, Legenden fortæller, at Armenien blev kristnet af Jesu disciple Bartholomæus og Thaddæus. Kilderne tyder på både syrisk og græsk indflydelse i den tidligste periode, hhv. sydfra og vestfra (Kappadokien).

Armenien synes meget tidligt "officielt" at have erklæret sig kristent, måske allerede i 301 under kong Trdat (Tiridates) 3. Som "Armeniens apostel" nævnes Gregor med tilnavnet "Lysbringeren". Ud fra legenderne om Gregors virksomhed betegner den armenske kirke sig som den "apostolske" og/eller "gregorianske" kirke.

Den armenske kirke var repræsenteret ved koncilet i Nikæa i 325 og deltog aktivt i den fælleskirkelige udvikling i det flg. århundrede. Især efter at Armenien havde fået sit eget alfabet i beg. af 400-t., udfoldedes stor litterær aktivitet med kristent fortegn: oversættelse af Bibelen samt oldkirkelige skrifter og liturgier m.m.

Efter Chalkedon-synoden i 451 regnes den armenske kirke blandt de monofysitiske kirker og var derfor, samt af nationale og politiske grunde, i frontstilling både mod den persiske, nestorianske kirke og den byzantinske, "ortodokse" kirke.

Armenien lå uden for det stærkt islamiserede område og kunne fx i 900-1100-t. udfolde et omfattende kirkebyggeri. Særlig kirkehistorisk betydning fik det kilikiske Armenien (ca.1100-1375), dels som ikke-byzantinsk, kristen "havn" for korsfarerne, dels i kraft af den hermed sammenhængende nære kontakt med romerkirken. Direkte unionsbestræbelser mislykkedes dog.

De gamle armenske kirker og klostre var vigtige centre for undervisning og kulturel aktivitet, og også i nyere tid har den armenske kirke spillet en stor rolle for opretholdelsen af national og folkelig identitet, også i diasporaen i USA, Latinamerika, Mellemøsten og Middelhavslandene.

Kirkens overhoved har betegnelsen katholikos; siden det kilikiske Armenien har der været to rivaliserende katholikoi, i 1990'erne med sæde i hhv. Etjmiadzin (nær Jerevan) og Antelias (ved Beirut, Libanon). Patriarkaterne i Istanbul og Jerusalem, der er oprettede i 1400-t., har også spillet en betydelig rolle, politisk, kulturelt og kirkeligt. Det samme gælder siden 1700-t. den romersk-katolske mekhitharist-kongregation med klostre i Venezia og Wien.

Den armenske gudstjeneste følger i det væsentlige et oldkirkeligt mønster, muligvis hentet fra en tidlig Jerusalem-liturgi. Processioner med særlige musikinstrumenter spiller en betydelig rolle, og uden for den egentlige gudstjeneste forekommer "riter", hvis evt. folkereligiøse herkomst er omstridt. De gamle kirker er som hovedregel sparsomt udsmykkede; de karakteristiske, rigt ornamenterede korssten (armensk: khatchkar) er som oftest uden den korsfæstede Jesus eller andre figurer.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. armenske kirke Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik