• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

den arianske strid

Oprindelig forfatter Grane Seneste forfatter Redaktionen

den arianske strid, (efter Arius, præst i Alexandria), splittelse i 300-t.s kristne kirke om den rette forståelse af Kristi forhold til Faderen. Arius havde vendt sig imod den tanke, at Kristus skulle være evig ligesom Gud Fader, fordi det stred mod Guds enhed og fuldkommenhed, og han anså Kristus for at være skabt. Hans lære vandt bred tilslutning, men stødte også på stærk modstand. På det første økumeniske (dvs. verdensomfattende) kirkemøde i Nikæa, som kejser Konstantin indkaldte til i 325, blev det ganske vist slået fast, at Sønnen er af samme væsen (gr. homoˈusios) som Faderen, men arianerne gav ikke op. Stridens parter deltes i flere partier, og den kejserlige regering favoriserede snart den ene, snart den anden gruppe. Først med det andet økumeniske koncil i Konstantinopel i 381 blev striden afgjort. Vedtagelsen fra Nikæa om, at Sønnen er af samme væsen som Faderen, blev fastholdt, og desuden blev Helligåndens fulde guddommelighed bekendt. Dermed var grunden lagt for den kirkelige treenighedslære.

Indtil 500-600-t. trivedes arianismen blandt germanske folkestammer. Arianske synspunkter, der siden dukkede op i unitarismen, blev af både middelalderkirken og Reformationen fordømt som kætterske. Næsten alle kirkesamfund, deriblandt den danske folkekirke, holder fast ved den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse fra 381.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. den arianske strid Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik