Den arianske strid var en splittelse i 300-tallets kristne kirke om den rette forståelse af Kristi forhold til Faderen.

Faktaboks

Etymologi

efter Arius, præst i Alexandria

Præsten Arius havde vendt sig imod den tanke, at Kristus skulle være evig ligesom Gud Fader, fordi det stred mod Guds enhed og fuldkommenhed. Arius anså derfor Kristus for at være skabt. Hans lære vandt bred tilslutning, men stødte også på stærk modstand.

På det første økumeniske (dvs. verdensomfattende) kirkemøde i Nikæa, som kejser Konstantin indkaldte til i 325, blev slået fast, at Sønnen er af samme væsen (græsk homo-ousios) som Faderen, men arianerne gav ikke op. Stridens parter deltes i flere partier, og den kejserlige regering favoriserede snart den ene, snart den anden gruppe. Først med det andet økumeniske koncil i Konstantinopel i 381 blev striden afgjort. Vedtagelsen fra Nikæa om, at Sønnen er af samme væsen som Faderen, blev fastholdt, og desuden blev Helligåndens fulde guddommelighed bekendt. Dermed var grunden lagt for den kirkelige treenighedslære.

Indtil 500-600-tallet trivedes arianismen blandt germanske folkestammer. Arianske synspunkter, der siden dukkede op i unitarismen, blev af både middelalderkirken og Reformationen fordømt som kætterske. Næsten alle kirkesamfund, deriblandt den danske folkekirke, holder fast ved den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse fra 381.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig