Den etiopisk-ortodokse kirke var indtil 1974 Etiopiens statskirke og tæt knyttet til kejserdømmet og med en stærk indflydelse på etiopisk samfund og kultur. Den er blandt de orientalske ortodokse kirker med en såkaldt monofysitisk lære, dvs. at Kristus kun har én natur; indtil den i 1959 fik sin egen patriark, hørte den under den koptisk-ortodokse (dvs. egyptiske) kirke. Kirkesproget i den etiopisk-ortodokse kirke er geez, det gamle, nu uddøde nationalsprog.

Faktaboks

Også kendt som

den abessinske kirke

På grund af islams udbredelse har den etiopisk-ortodokse kirke i lange perioder været isoleret fra den øvrige kristenhed og bl.a. derfor udviklet en række særtræk. Faste, ærbødighed over for kirkebygninger og en omfattende brug af kors er karakteristiske træk. Blandt de jødiske træk er de ofte runde eller ottekantede kirkebygninger, der er delt i "det allerhelligste" med en kopi af Pagtens Ark (tabot), "det hellige" og et område for menigheden.

Drenge omskæres otte dage efter fødslen. Særlige sangerpræster (debteras) leder sang og dans. Samtidig finder man mange skikke og forestillinger fra den traditionelle religion.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig