Kristenforfølgelser, Som fænomen er forfølgelse af kristne kendt gennem hele kirkens historie, men i den kristne tradition forbindes de særligt med forfølgelserne i Romerriget i de første århundreder af kristendommens historie.

Oldkirken

De ældste kristne menigheder kom i konflikt med den jødiske og hedenske samfundsorden, fordi de kristne hævdede, at deres tro var den eneste sande. De romerske myndigheder måtte gribe ind over for de kristne for at sikre roen i området. Denne indgriben opfattede de kristne som forfølgelse fra statsmagtens side.

Den kristne religion var ganske vist ikke forbudt ved lov, men den folkelige uvilje mod dens tilhængere var så stor, at der kun behøvedes en privat anklager (delator) i en retssag (cognitio) og en anklage for det at være kristen (nomen christianum), for at en dommer kunne dømme til døden, hvis han ønskede det. Dette fremgår af Plinius d.y.s brevveksling med Trajan fra ca. 110, men kejseren understregede dog, at de kristne skulle gå fri, hvis de afsværgede deres tro, samt at de ikke skulle efterspores.

Denne besynderlige retstilstand, der vel næppe kan kaldes forfølgelse, skabte dog lokalt meget utrygge livsbetingelser for de kristne. Kulminationen indtraf med de egentlige kristenforfølgelser, der udsprang af en ny romersk lovgivning. De fandt sted under kejserne Decius i 250-251, Valerian i 257-260 samt Diokletian og Galerius i 303-311.

Forfølgelserne medførte, at mange bukkede under og blev martyrer, mange blev afskrækket og faldt fra (jf. frafaldne), men de fleste holdt ved troen, så selv Galerius måtte erkende, at de kristne ikke kunne udryddes, da han i 311 udstedte sit såkaldte Toleranceedikt, der afsluttede den mest omfattende forfølgelse og legaliserede kristendommen. Det stod tilbage for Konstantin 1. den Store at inddrage de kristne i sin genopbygning af Romerriget efter krisen. Denne handling medførte, at kristendommen til slut blev den eneste anerkendte religion.

De kristne mindedes den forgangne tid som frygtelig, men også heroisk. I 300-t.s begyndelse berettede kirkehistorikeren Euseb om de utallige martyrer og bekendere, der havde trodset kejserne og gjort det muligt for kristendommen at sejre ved deres eksempler.

Andre oldkristne kirkehistorikere fortsatte den gamle legende om, at Nero havde været den første forfølger af og lovgiver mod de kristne. Hele denne senantikke tradition er siden Edward Gibbons i 1700-t. gjort til genstand for en intensiv forskning, for at man gennem en afdækning af traditionens forestillinger bedre skal kunne erkende kristenforfølgelsernes karakter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig