Monofysitisme er en kristologisk retning fra midten af 400-tallet, ifølge hvilken Kristus ikke har to naturer (en guddommelig og en menneskelig), men kun én: Guds kødeliggjorte Ord.
Monofysitismen er typisk for den alexandrinske skoles skelnen mellem guddommeligt og menneskeligt.
Eutyches, lederen af et stort kloster i Konstantinopel, mente, at der efter foreningen af den guddommelige og den menneskelige natur i Kristus kun var tale om én guddommelig natur, der helt rummede Kristi menneskelighed.
Eutyches var derfor en ivrig modstander af Nestorios' adskillelse af Kristi to naturer. Da Eutyches' monofysitiske lære i 448 blev fordømt, foranlediget af biskop Flavianos på en synode i Konstantinopel, reagerede biskop Dioskuros af Alexandria ved i 449 at indkalde til et kirkemøde, kendt som røversynoden i Efesos, og erklære Eutyches for rettroende.
Imidlertid vandt den antiochenske skoles tonaturslære i 451 en afgørende sejr, da monofysitismen blev fordømt på Kalchedonkoncilet.
Herefter var læren om Kristi to forskellige naturer i én og samme person Vestkirkens rette lære. Østkirken og især munkebevægelserne var dog fortsat domineret af monofysitismen.
Fastholdelsen af monofysitismen medførte enkelte kirkers selvstændighed, hvilket fortsat er tilfældet i den syriske kirke, armenske kirke og koptisk-ortodokse kirke.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.