nestorianisme

Nestorianisme er en oldkirkelig lære om Kristi natur. Nestorianismen tog udgangspunkt i den antiochenske skoles skelnen mellem det guddommelige og det menneskelige i Kristus og lærte derfor, at Maria kun gav fødsel til mennesket Jesus (græsk christotokos), ikke til Gud selv (græsk theotokos). Nestorios skelnede mellem to subjekter i Kristus, et guddommeligt og et menneskeligt, der blev holdt sammen af kærlighed; herved drejede det væsentlige spørgsmål sig ikke om Jesu Kristi naturlige enhed, men om selve forholdet mellem de to subjekter. Nestorianismens lære om Maria som moder til mennesket Jesus (græsk anthropotokos), som det guddommelige logos siden tog bolig i, førte endvidere til anklage for adoptianisme.

Som biskop fortsatte Nestorios striden mellem de to store bispesæder i Konstantinopel og Alexandria og dermed også den klassiske lærestrid mellem den antiochenske og den monofysitiske skole. I brevvekslingen mellem biskop Kyrillos af Alexandria og Nestorios skærpedes uenigheden om arten af Kristi enhed. Kyrillos hævdede, at enheden bedst kunne forstås ved underordningen af mennesket Jesus, mens Nestorios herved frygtede en indrømmelse over for arianerne (se arianske strid) og Apollinaris' afvisning af Kristi menneskelighed. Striden afgjordes på Efesos-koncilet i 431, hvor Nestorios blev lyst i band.

Nestorianismen var udbredt i Iran og nåede i 600-tallet videre østpå, herunder til Indien og Malabarkysten, hvor nestorianske menigheder stadig tæller mange medlemmer. Fra 1500-tallet drev den romerskkatolske kirke mission blandt menighederne, og mange uneredes (forenedes) med romerkirken, fx den kaldæiske kirke.