• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bernhard fra Clairvaux

Oprindelig forfatter JoePe Seneste forfatter Redaktionen

Bernhard fra Clairvaux, 1090-1153, fransk cistercienserabbed; den centrale skikkelse i sin europæiske samtids kirkelige og religiøse liv og i Cistercienserordenens eksplosive udbredelse. Gennem sit forfatterskab, der litterært afspejler 1100-t.s kulturelle fornyelse, står han for eftertiden tillige som en hovedrepræsentant for den kristne mystik.

Bernhard indtrådte i 1112 i cisterciensernes moderkloster i Cîteaux og grundlagde tre år senere datterklostret i Clairvaux. Hans virke gjaldt i første omgang ordenslivet, ikke alene styrkelsen af den cisterciensiske vej til den kristne fuldkommenhed, "kærlighedens skole", men også den almindelige klosterreform. Med inspireret nidkærhed og ofte med taktisk dygtighed greb han desuden ind i kirkens og samfundets større og mindre anliggender. Han bidrog til, at Konrad 3. som den første hohenstaufer blev tysk konge, men hans indsats for etableringen af det 2. korstog (1147-49) under Konrad og den franske kong Ludvig 7. var mislykket. Derimod havde han held til at bilægge et paveligt skisma og senere sikre besiddelsen af Rom for sin discipel pave Eugen 3. mod den romerske republik, der var udråbt af Abélards discipel Arnold fra Brescia med kravet om en åndelig kirke uden verdslig indflydelse og ejendom. Mens Bernhard fastholdt samhørigheden mellem den hierarkiske kirke og den verdslige magt, så var det for ham dog snarere kirkens hellighed end dens ydre institution, der skulle begrunde dens autoritet.

Et tilsvarende træk kan siges at gøre sig gældende i Bernhards øvrige aktiviteter, hans appeller til den personlige holdning og om at stifte fred mellem mennesker. Stridbarhed præger imidlertid hans teologiske opgør med Abélard, pioneren for anvendelse af filosofisk rationalitet og dialektisk metode i tolkningen af kirkens dogmer. Mens Abélard dermed indvarslede den klassiske skolastik, var Bernhard en stor forsvarer af den såkaldte monastiske teologi, der fortsatte den bibelmediterende og erfaringsbetonede tradition fra kirkefædrene, især Augustin, suppleret af en rigt udviklet, men ikke systematiseret metafysik.

Væsentlige temaer i Bernhards prædikener, breve og teologiske skrifter er gudsbegrebet og det gudsbillede i mennesket, som det er opgaven i dets renhed at forny, Kristusforholdet, der fremhæver betragtningen af Kristi menneskelighed som vej til hans guddommelighed og til hans "besøg i sjælen", hengivenheden for gudsmoderen Maria og ikke mindst kærligheden, der gennem sine forvandlinger fører frem til den mystiske erfaring og i en "åndens enhed" til foreningen med Gud. Foruden det lille skrift Om kærligheden til Gud er især de 84 prædikener over Højsangen berømte.

Bernhards placering i middelalderen afspejles ca. 1300 hos Dante; i Den guddommelige komedie fremstår han på vejen til paradiset som den højeste og endelige vejleder. Men hans indflydelse rækker ud over middelalderen og har siden Luther og Calvin også gjort sig gældende i protestantismen. I 1174 blev han helgenkåret og i 1830 ophøjet til katolsk kirkelærer.

Bernhards skriftlige evner og ikke mindst kirkelige position lagde også grundlaget for det første sæt leveregler for tempelridderne der blev oprettet i 1118. Bernhard skrev de 72 første regler for ordenen og retfærddiggjorde og priste tillige kombinationen af munk og kriger for Kristus.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Bernhard fra Clairvaux Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik