• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frans af Assisi

Oprindelige forfattere HJFr og JoePe Seneste forfatter Redaktionen

Frans af Assisi. Frans vises som en bodfærdig asket med henført ansigtsudtryk; han er iført kapucinernes brune ordensdragt, en fremhævelse af de franciskanske reformbevægelser, og han har et kranium som attribut. Farverne er ikke så kontrastrige som i maleren Francisco de Zurbaráns tidligere billeder. Dette maleri fra ca. 1660 hænger i Alte Pinakothek i München.

Frans af Assisi. Frans vises som en bodfærdig asket med henført ansigtsudtryk; han er iført kapucinernes brune ordensdragt, en fremhævelse af de franciskanske reformbevægelser, og han har et kranium som attribut. Farverne er ikke så kontrastrige som i maleren Francisco de Zurbaráns tidligere billeder. Dette maleri fra ca. 1660 hænger i Alte Pinakothek i München.

Frans af Assisi, (lat. Franciscus), 1181 eller 1182-1226, italiensk ordensstifter og helgen. Som ung mand af en velhavende familie i Assisi var han ærgerrig efter at øve krigsbedrifter for derved at kunne optages i ridderskabet.

Da han under krigen mellem Assisi og Perugia i 1202 faldt i kortvarigt fangenskab, førtes han frem mod en omvendelse til Gud. Han brød med verden og med sin egen far (1206) og levede derefter som tigger. Selv kaldte han sig tjener for sin høviske dame, den hellige fattigdom (donna povertà), og for den ubegrænsede Guds- og broderkærlighed.

I bod og ydmyg kærlighed, befriet for jordisk ejendom og fast bopæl, levede Frans efter bibelsk forbillede som vandreprædikant, og omkring ham samledes snart et broderskab, fratres minores 'mindrebrødrene'. Byen Assisi forblev centrum, og på få år bredte der sig herfra en bevægelse ud over hele Europa.

Frans bevidnede sin troskab mod kirken som institution, men det var først efter en vanskelig proces, at den frie vandrerbevægelse blev en regulær munkeorden, franciskanere, en tiggerorden efter pavens ønske indordnet i kirkens hierarkiske rammer.

I Kristi efterfølgelse modtog han i 1224 Jesu sårmærker (tidligste eksempel på stigmatisering). For Frans var den "fuldkomne glæde" og freden nøglebegreber. Hos ham og hans tilhængere forbindes et barneforhold til Gud med en mystisk inderlighed, i hvilken følelse og erfaring har større vægt end abstrakt tænkning. Kærligheden gælder de svage og nødlidende, men udstrækkes i videre forstand til alle skabninger, naturen og kosmos, hvis skønhed afbilder det guddommelige.

Allerede to år efter sin død kanoniseredes Frans. Ud over den berømte Solsang og hans Testamente er de skriftlige efterladenskaber yderst få. Til gengæld foreligger der en righoldig biografisk-legendarisk litteratur fra hans umiddelbare eftertid, bl.a. Fioretti (da. 1902, oversat af Johannes Jørgensen). Blandt hans tidlige tilhængere er Elias fra Cortona og Thomas fra Celano.

I billedkunsten ses Frans af Assisi i franciskanernes brune ordensdragt med et reb med tre knuder om livet, ofte også med sårmærker (stigmata) i hænder, fødder og side.

Med inspiration fra salme 148 (Salmernes Bog i Det Gamle Testamente) skrev Frans et år eller to før sin død i 1226 en lovprisning af Guds vidunderlige harmoni, som mennesket ser afspejlet i naturen og i fællesskabet med den. Hymnen, skrevet i rytmisk prosa, er siden blevet kaldt for Solsangen. Den er skrevet på italiensk og er som sådan et af de ældste litterære bidrag på folkesproget:

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,

Din er al ære, lov og pris og al velsignelse,

Dig alene, Du Højeste, tilkommer de,

og intet menneske er værdig at nævne Dig!

Lovet være Du, Herre, med alle Dine skabninger,

især herr Broder Sol,

som skaber dag, og Du oplyser os ved ham,

og han er skøn og strålende med stor glans;

på Dig, Du Højeste, er han et billede!

Lovet være Du, Herre, for Søster Måne og stjernerne,

på Himlen har Du skabt dem, klare og kostelige og skønne.

Lovet være Du, Herre, for Broder Vind

og for luften og skyerne og godt vejr og al slags vejr,

hvorved Du opholder alle Dine skabninger.

Lovet være Du, Herre, for Søster Vand,

hvilken er såre nyttig og ydmyg og kostelig og kysk.

Lovet være Du, Herre, for Broder Ild,

ved hvem Du oplyser natten,

og han er skøn og liflig og kraftig og stærk.

Lovet være Du, Herre, for vor søster, Moder Jord,

som opholder os og bærer os

og frembringer alskens frugter og farvede blomster og græs.

Lover og priser Herren og takker Ham

og tjener Ham i stor ydmyghed.

(oversat af Johannes Jørgensen)