Petrus Canisius, Piet Kanijs, 1521-1597, hollandsk født katolsk teolog. I 1543 blev han den første tyske jesuit; efter at have virket i Bøhmen, Østrig og Bayern blev han i 1556 jesuiterordenens leder i Tyskland. Han oprettede flere jesuiterkollegier i Polen. Canisius var en fængslende prædikant og begrænsede ved sin indsats protestantismens udbredelse. Han forfattede en folkelig katolsk katekismus, som i løbet af 130 år nåede 400 oplag. Han blev helgenkåret 1925 og samtidig udnævnt til katolsk kirkelærer.