• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

relikvier

Oprindelige forfattere FSte og SO-J Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

relikvier, rester af hellige mænds eller kvinders legeme, tøj eller brugsgenstande. Ærefrygt for relikvier findes i mange religioner; i den katolske kirke og i de ortodokse kirker har relikvier siden oldkirken spillet en vigtig rolle i liturgi og fromhedsliv.

Tankegangen har rod i forestillingen om, at et helligt menneskes åndelige kraft kan fastholdes i dets fysiske rester, i dets ejendele eller i genstande, der har forvoldt dets død. Efter døden søges den hellige person på denne måde bevaret i de levendes fællesskab. Ærefrygten for relikvier har bibelsk rod (2.Kong. 13,21; Matth. 9,20 f.; Ap.G. 19,12).

I 1500-t. tog Reformationen udtrykkelig afstand fra såvel helgener som relikvier, der derfor ingen plads har i de protestantiske kirker.

Ordet relikvie kommer af lat. reliquiae (pl.) efterladenskaber, rester, af relinquere efterlade, re- + linquere forlade, rejse bort fra, lade ligge.

Som eksempler på relikvier inden for buddhismen kan nævnes det bo-træ, hvorunder Buddha fik oplysningen; stiklinger fra dette træ blev anbragt ved de tidlige templer. En stupa eller pagode er et relikviegemme, et relikvarium, hvis konstruktion symboliserer Buddhas frelsesvej. I Kandy, Sri Lanka, opbevares ifølge traditionen Buddhas tand i Dalada Maligawa, Tandens Tempel, der årligt besøges af millioner af pilgrimme.

I islam tages der som i protestantisk kristendom afstand fra relikviedyrkelse; relikvier opfattes som afgudsdyrkelse. Men i de folkelige former af islam er relikvier udbredte, ikke mindst knyttet til hellige personers grave; valfarter til disse grave skaber kontakt med helgenernes baraka 'velsignelse'. I et forsøg på at komme relikviekult til livs under valfarten til Mekka har myndighederne fx moderniseret dele af helligdomsområdet, så selve de gamle bygninger ikke skal føre til relikviekult.

Selv i erklæret ateistiske lande findes relikviekulter, fx i den sovjetiske kult omkring Lenins og Stalins mausoleer og i den kinesiske kult omkring Maos mausoleum.

Se også civilreligion.