Faktaboks

Arthur Christensen
Født
1875
Død
1945

Arthur Christensen var en dansk orientalist, første professor i iransk filologi ved Københavns Universitet 1919-1945. Allerede før embedseksamen i 1900 havde Christensen efter studier hos orientalisterne Edvard Lehmann, M.V. Fausbøll og Johannes Østrup publiceret to arbejder om den klassisk-persiske litteratur.

I 1903 kom doktorafhandlingen om Omar Khayyam og hans digte, der blev epokegørende. Studierne i Göttingen hos tidens største iranist, F.C. Andreas (1846-1930), der var gift med Lou Andreas-Salomé, kendt for sine avancerede psykologiske fortællinger, førte til, at Christensen efterhånden inddrog alle sider af den iranske filologi i sin forskning: Avestastudier, Irans historie tilbage fra sagnhistorien, men især sasanidetiden med værket L'Iran sous les Sassanides, hvis seneste udgave kom i 1944 og stadigvæk er standardværket. Endvidere inddrog han iransk litteraturhistorie, medicin og musik, folklore og dialektologi, sin samtids politiske problemer osv. Således var Christensen fx 1907-1918 udenrigspolitisk medarbejder ved Berlingske Tidende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig