Åndedyrkelse, animisme, historisk og geografisk meget udbredt opfattelse af, at Universet er befolket af usynlige ånder, der øver afgørende indflydelse på menneskets situation, helbred og lykke. Den opfattedes som den mest elementære religionsform af tilhængerne af antropologisk evolutionisme i 1800-t., fx E.B. Tylor.

Åndedyrkelse bygger på den tankegang, at afdødes ånder, især forfædrenes, har indflydelse på de nulevendes daglige liv; det samme gælder ånder, som personificerer naturens kræfter (fx den kinesiske hirseånd eller lakota-indianernes tordenfugle) eller lever i naturen (fx vætter, trolde og nisser i nordisk folketro). Åndedyrkelse er ofte forbundet med folkereligiøsitet. Se også shamanisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig