Døden, fravær af liv, livsprocessernes ophør. At forholde sig til døden er centralt i alle religioner og i al filosofi, idet fortolkningen af døden har afgørende indflydelse på den måde, man lever på. Døden kan opfattes rent biologisk som en tilstand af ikke-liv; legemet og bevidstheden går til. Men i mange kulturer er døden en slags mellemtilstand; man kan indgå i et dødsrige; man kan blive frelst eller fortabt. Atter andre opfatter ånden eller sjælen som en evig størrelse, "sjælens udødelighed"; den kan tage bolig i stadig nye legemer, og tanken om reinkarnation findes i fx græsk og indisk filosofi. I kristendommen er "kødets opstandelse" en betegnelse for troen på, at døden ikke kan besejre livet, og at et menneske er en enhed af sjæl og legeme.