Forfædrekult, varig religiøs dyrkelse af afdøde slægtninge, især slægtsoverhoveder og religiøst betydningsfulde døde, for at betone slægtens videre liv trods dødens indgreb. Blandt mange folkeslag har det været en almindelig skik.

I religiøs forstand anses døden for den mest radikale overgang til en ny livsform (se overgangsriter). En egyptisk pyramideindskrift fra ca. 2400 f.Kr. har den karakteristiske ordlyd: "O konge! Du er ikke gået bort som død. Du er gået bort som levende". Følgelig må de levende tage vare på deres døde. Det sker almindeligvis kort efter et dødsfald (se begravelse) og kan fortsættes som forfædrekult, dvs. fortsat varetagelse af den døde, fx med mad og drikke som i oldtidens Grækenland ved "grydefesten", chytroi. I Indien, hvor ligbrænding er almindelig, udøves forfædrekult i forbindelse med urnen; på tiendedagen efter ligbrændingen afholdes et forfaderoffer, shraddha, "trofasthedsritus", der omfatter et måltid, som den døde tænkes at deltage i, og på graven gives årligt et vandoffer.

En kollektiv forfædrekult er den katolske allesjælesdag, 2. november, da der især bedes for de døde i skærsilden. Ligeledes den fælleskirkelige allehelgensdag, hvor alle martyrer og trosvidner mindes; den var oprindelig henlagt til 1. november, men i Danmark er den siden 1770 faldet på 1. søndag i november. For lægfolk giver allehelgen anledning til at betænke slægtens døde med besøg ved deres grave.

I Sovjetunionen var en kollektiv forfædrekult almindelig ved Lenins mausoleum, trods styrets ateisme. Se også anefigur.

Forfædreportrætter kendes fra flere kulturer, bl.a. den romerske (se imagines majorum). I kinesiske begravelsesoptog blev der båret et portræt af den afdøde. Senere blev portrættet ved nytår og på særlige mærkedage ophængt ved familiens forfædrealter. På malerierne gengives den portrætterede altid siddende, iført formel klædedragt. Forfædreportrættet blev ofte malet kort efter et dødsfald; kunstneren malede skitser af den dødes ansigt og fuldendte derefter portrættet i sit atelier. Forfædreportrætter har været kendt siden 1000-t. I begyndelsen af 1900-t. blev de malede portrætter afløst af fotografier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig