Gud (Antik filosofi), Gudsbegrebet i antik filosofi er fra første færd et begreb om et upersonligt "førsteprincip". Allerede Xenofanes, den første "religionskritiker", kritiserede gængse gudsforestillinger, som er afhængige af tid og sted, og formulerede tanken om den ene Gud, der er helt tanke og fornuft, og som styrer alting. Heraklit identificerede "Gud" med den rationelle verdensorden (logos). Modsætningen mellem sofisterne og Sokrates kan også anskues fra en religiøs synsvinkel: Over for fx Protagoras' praktiske agnosticisme stod Sokrates' overbevisning om, at han virkede i "Gudens" tjeneste.

Platons gudsbegreb er begrebet om et højeste princip, hvoraf alt andet afhænger, "det godes idé" (Staten), det skønne (Symposion) eller det ene (Parmenides). Aristoteles' gudsbegreb er et meget formelt og abstrakt førsteprincip, udgangspunktet for bevægelse (den ubevægede bevæger) og garanten for tænkning og erkendelse (tænkningen, der tænker sig selv). Gud er ren "akt" (se akt og potens).

I stoicismen er det guddommelige immanent til stede i den materielle verden, Gud er det princip, der styrer verden efter en én gang fastlagt lov. Hos stoikerne findes en tendens, der går tilbage til Platon, til at forstå den overleverede religion allegorisk, i lyset af det filosofiske gudsbegreb. Denne tendens fortsatte i romersk kejsertid både hos hedenske og kristne tænkere. Plotin står som kulminationen af den ikke-kristne forestilling om et uerkendbart, metafysisk førsteprincip (det ene).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig