Inkubationsorakel, (1. led af lat. incubatio 'udrugning', af in- og afledn. af cubare 'ligge'), helligdom, hvor en gud henvender sig til en sovende for at forkynde fremtiden eller for at helbrede. Fra oldtiden kendes beretninger om advarsler, profetkaldelser, fx i GT (1.Sam. kap. 3), eller helbredelser modtaget i søvne. Asklepios' tempel i Epidauros er det berømteste i Grækenland. Inkubationsorakler synes ofte at have forbindelse til dødekult og fortsatte i middelalderen ved helgengrave og hellige kilder, fx Helene.