Menneskeofring, kultisk funktion, der har været praktiseret i mange kulturer. I kulten kan et urdrab gentages, hvorved verden (gen)skabes (Ymer, Prajapati). I oldtidens sakrale riger var kongen/høvdingen normalt kultleder og kunne visse steder selv eller symbolsk vha. en erstatningskonge ofres som en slags syndebuk. Hos aztekerne blev de umættelige guder tilfredsstillet for en stund, og Solens gang og Himlen sikret, bl.a. ved ofring af fanger på toppen af Tenochtitlan-pyramiden; tempelpræsten rakte fangens hjerte op mod Solen som "føde". Hos mayaerne fandtes offerdrukninger. Ved rigsblotet i Uppsala hvert niende år bragtes, ifølge Adam af Bremen, menneskeofringer til Odin, der i øvrigt ofrede sig selv ved at hænge sig op i Yggdrasil. I Bibelen berettes om menneskeofringer i det gamle Israel, fx fortællingen om Jefta, der ofrer sin datter til Jahve (Dom. 11,39); fortællingen om Isaks ofring (1.Mos., kap.22) peger på dyr som afløsningsoffer for den førstefødte søn. Digtene om den lidende Herrens Tjener hos Esajas (fx kap.53) peger for kristne frem mod Jesu offerdød, der kan tydes som det endegyldige sakrale menneskeoffer.

Arkæologiske vidnesbyrd

Det er tit vanskeligt at afgøre, hvorvidt menneskeofring afspejler sig i et arkæologisk kildemateriale. På helligsteder fra neolitikum er der i Vesteuropa fundet kranier og udvalgte knogler; der var næppe tale om menneskeofring, men om knogleritualer. Der er mange vidnesbyrd om, at kelterne i århundrederne f.Kr. udførte menneskeofring. I en offerbrønd ved Liptovská Mara i Slovakiet er kvinder ofret; døden skyldtes antagelig partering ved låret. På helligstedet Gournay-sur-Aronde i Nordfrankrig er mænd halshugget, og efter bortrådning af kødet udførtes ritualer med knoglerne. På offerpladsen ved La Tène i Schweiz er mænd hængt. Andre dramatiske fund behøver ikke at være menneskeofring; det gælder fundet af ca. 100 bevæbnede krigere uden hoved fra en helligdom ved Ribemont-sur-Ancre i Nordfrankrig. Det kan være dræbte fjender, som er opstillet som krigstrofæ. I Danmark må et skelet af en ung kvinde, dateret til ca. 3500 f.Kr. fra en mose ved Sigersdal i Nordsjælland, betragtes som menneskeofring. Et reb om halsen fortæller, at hun stranguleredes. Moseligene fra slutningen af bronzealderen og ældre jernalder opfattes som menneskeofring (se moselig). I enkelte rige grave fra vikingetid er fundet et "ekstra" skelet, hvor sporene viser enten halshugning eller hængning. Disse fund regnes for ofring af en træl ved gravlæggelsen. En sådan ofring omtales af den arabiske forfatter Ibn Fadlan i hans beretning om en vikingebegravelse ved Volga.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig